| |
De 12 indgange
Du starter på en erhvervsuddannelse via en af de 12 indgange, som erhvervsuddannelsessystemet er inddelt i. Inden for hver af indgangene finder du beskrivelser af de uddannelser, der ligger under indgangen. Tidligere var der kun 7 indgange, men fra 1. juli 2008 træder de nye indgange i kraft. Her finder du en oversigt over, hvordan de nye indgange ser ud i forhold til de gamle. Og her kan du se, hvad man beskæftiger sig med inden for de forskellige indgange.
Teksterne her på hjemmesiden vil løbende blive opdateret, efterhånden som de forskellige ting ligger fast.
Grundforløb Du starter på en erhvervsuddannelse via en af de 12 indgange. Her på siden finder du de 11 indgange, som udbydes af tekniske skoler. Den merkantile indgang udbydes af handelsskolerne. Hver indgang fører ind til et grundforløb for en række beslægtede uddannelser. Et grundforløb foregår normalt på skole og varer fra 10 uger og helt op til 60 uger afhængig af, om du ved, hvad du vil, når du starter, eller om du vil prøve forskellige uddannelser, inden du bestemmer dig.
Undervisningen Undervisningen på grundforløbet er typisk delt op i moduler af 5 ugers varighed. Du kommer til at arbejde med forskellige projekter, som er en blanding af teoretisk og praktisk undervisning. Så du skal både bruge dit hoved og dine hænder.
Påbygningsfag Hvis du gerne vil være dygtigere inden for nogle områder, har du mulighed for at vælge mellem forskellige påbygningsfag. Det kan være fag på niveau med folkeskolens afgangsprøve, htx eller noget tilsvarende.
Ingen tidsspilde Hvis du skifter uddannelsesretning undervejs i uddannelsesforløbet, behøver det hele ikke at være spildt. Mange af de ting, du lærer, kan du bruge i din videre uddannelse. Du får mere og mere kompetence, jo længere du kommer frem i forløbet.
Merit = godtgørelse På nogle grundforløb skal du f.eks. have fag på et niveau, der svarer til 10. klasse. Hvis du allerede har bestået faget, skal du naturligvis ikke tage det igen. Du får det, der kaldes merit, altså fritagelse for faget. Du kan så vælge at tage faget på et højere niveau og blive endnu bedre rustet til fremtiden.
Hovedforløb Når du har gennemført grundforløbet, kan du gå i gang med hovedforløbet – en af de ca. 110 erhvervsuddannelser, du kan tage på teknisk skole. Alle hovedforløb starter med en praktikperiode, så du skal have indgået uddannelsesaftale med en virksomhed eller være optaget i skolepraktik, før du kan starte.
Skolepraktik Selv om du måske ikke kan finde en praktikplads, har du gode muligheder for at få din uddannelse. Den praktiske del af uddannelsen foregår så i stedet på en teknisk skole. Her kommer du til at arbejde med forskellige projekter og opgaver inden for dit fag - evt. suppleret med virksomhedspraktik i kortere eller længere tid. Du skal være opmærksom på, at der er en del uddannelser, som ikke udbydes med skolepraktik.
Økonomi Efter at uddannelsesaftalen er indgået, skal arbejdsgiveren betale dig løn både i praktikperioderne og når du er på skoleophold. Du får også løn, hvis du kommer i skolepraktik.
Videreuddannelse Når du har et svendebrev inden for en af de tekniske erhvervsuddannelser, har du mulighed for at videreuddanne dig. Du kan f.eks. tage en akademiuddannelse inden for din branche.
Bekendtgørelse I "Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser", der trådte i kraft den 1. august 2007 kan du læse mere om erhvervsuddannelserne. |
 |